Selv om der stadig er rimeligt godt vejr og der ganske givet vil komme flere gode dage endnu inden sne og frost melder deres ankomst, så er sommeren ovre for denne gang.
Efterårsferien skal lige overståes og så begynder den søde juletid - først i butikkerne og derefter i hjemmene rundt omkring. På ét felt starter julen endnu før, nemlig hos hobbyfolket. Os der laver julepynten og julegaverne selv - nogle arbejder sågar hele året rundt, så gaver og pynt er klar i god tid.
Mig - jeg kommer altid (for) sent i gang. Jeg har de bedste intentioner hvert år: *Alle gaverne skal være mine egne kunstværker* og *Pynten skal være hjemmelavet* og *I år skal der sendes julekort*. Tiden ender altid med at rende fra mig og det bliver ikke helt som planlagt.
I år er det lykkedes mig at beklæde ca. halvdelen af de glasornamenter jeg fandt i en "blandet kasse på et loppemarked for et par år siden. De var af ældre dato og lidt skrammede og ridsede - men et lag af polyler og en smule skulptureren og et par rhinstene senere var de blevet til helt unikke søde dekorationer til træet, eller hvor man nu kunne få lyst til at hænge dem.
Hvis jeg tager mig sammen kan jeg nok få de sidste lavet også. Måske vil der endda blive lavet et par julegaver - men dem får I altså ikke at se før efter jul!!!
Skulle du have lyst til at eje en af disse specielle jule *kugler* så kan du skrive en kommentar til dette indlæg.

